Sommer 2026

16.-18. juni – Møn

Tirsdag: Camperen var pakket og klar, så ved 11-tiden tog vi af sted. Første stop var Nærum Camping, hvor vi parkerede uden for hegnet. Vi har ofte boet i weekenderne på campingpladsen for mange år siden, nu forstår vi slet ikke, hvordan vi kunne holde støjen fra Helsingørmotorvejen ud. Vi gik en lang tur langs Mølleåen, spiste frokost i vognen og kørte sydpå til Stege.

Vejret var overskyet og blæsende, men Stege var ganske hyggelig, og vi fandt en plads på den lille campingplads.

Onsdag: Vi kørte ud til Nyord. Det er en lille ø ude for enden af Ulvshale. Man kommer dertil via en forhøjet vej, der fører over en 2 km bred strandeng. Strandengen er fuglereservat, så man må ikke gå der.

Nyord landsby er et hyggeligt sted med smalle veje, så gæster parkerer uden for byen. Landsbyen blev ikke – i modsætning til de fleste andre landsbyer i 1700-tallet – udskiftet, så gårdene ligger samlet, og markerne ligger ude omkring.

I dag tjener mange folk i byen penge ved turisme, og vi spiste da også en god frokost på en gårdcafé. Tidligere var der på øen 30 lodser, som hjalp skibene igennem det smalle sund ved Møn.

Vi overnattede på Møn Strandcamping, der ligger på halvøen Ulvshale. Skoven ved siden af er urørt skov med mange træarter.

Torsdag: Nu blev det sommer, og vi slappede af med læsning og gåture.

19.-20. juni – Nysted

Fredag: Dagens mål var Nysted på Lolland. Forinden skulle vi dog lige en udflugt til det østlige Møn, hvor der ligger et bedårende lille eventyrslot, der hedder Liselund. Slottet blev bygget i 1792 og ejes i dag af Nationalmuseet, og det er gratis at besøge haven. På Nationalmuseets hjemmeside kan man læse:

Adelsmanden Antoine de la Calmette opkaldte Liselund efter sin højtelskede hustru, Lisa. Sammen skabte de en have med romantikkens ordnede vildskab. Med bakker og søer, kløfter og skov. Afsidesliggende monumenter og huse fra fjerne egne ligger som strøet ud over den drømmeagtige have, og idyllen toppes med påfugle, ænder og åkander.

Det skriver vi gerne under på. Vi var der 2-3 timer og nød stilheden og de mange smukke detaljer.

Så forlod vi Møn. Vi havde besluttet hjemmefra, at vi ville køre over den nye Storstrømsbro – Dronning Margrethe II’s Bro. Den er pæn, men den er ikke så spektakulær som Storebæltsbroen og Øresundsbroen, for på samme måde som den gamle bro er den ikke hævet ret højt op over vandet. Der er 1 bilspor i hver retning, 1 kombineret cykel- og gansti og en dobbeltsporet jernbane. Jernbanen er ikke helt færdig, så togene kører stadig over den gamle bro.

Lørdag: Dagen startede med en ordentlig skylle, og da den var overstået gik vi ind til Nysted. Planen var, at vi ville finde et sted at spise, men alle spisesteder var lukket. Det blev meget varmt, så vi endte med at spise en hjemmelavet is fra bageren og en pose rugbrødschips.

Der er mange svømmefugle i området, fordi det er let for dem at finde føde. På vejen til Nysted så vi dette svanepar med unger.

21.-22. juni – Maribo Sø

Søndag: Vi skulle til Maribo Søndersø, men vi begyndte dagen med kun at køre nogle få kilometer fra Nysted til Frejlev Skov. Skoven ligger ud til Guldborg Sund, og den er berømt for sine mange velbevarede gravhøje og jættestuer fra stenalderen og bronzealderen. Vi så flere, men gik kun ind til en enkelt, for mange var fuldstændig groet til med brændenælder.

Nu var der pludselig god tid til at besøge endnu en seværdighed, og valget faldt på Dodekalitten. Det er en samling på 12 kæmpestore granitskulpturer, 7-9 m høje, af billedhuggeren Thomas Kadziola. De står i en rundkreds på en bakketop ved Kragenæs, og de er blevet opstillet en ad gangen siden 2010. Den 12’te og sidste blev indviet få dage før vi kom dertil. De er bestemt et besøg værd.

Mandag: Vi har aldrig tidligere været i Knuthenborg Dyrepark, så dette blev dagen, hvor det skulle ske. Vi blev budt velkommen af girafferne og gnu’erne, så tigrene blive fodret, så elefanterne, zebraerne og aberne på afstand og gik en tur blandt dinosaurerne. Dinosaurerne var selvfølgelig kunstige, men alligevel livagtige og i fuld størrelse. Den største, Argentinosaurus, var 40 meter lang og skulle have vejet 100 tons i levende live for 130 millioner år siden.

Om eftermiddagen var der lige tid til at besøge Maribo Domkirke. Den var oprindelig bygget som klosterkirke til et Birgittiner-kloster, som blev stiftet i begyndelsen af 1400-tallet. Klostret har rummet 60 nonner og 23 munke, og nonner og munke har inde i kirken været adskilt af gallerier og de har haft hver sine altre, men i dag ligner den – bortset fra størrelsen – en almindelig protestantisk kirke.

23.-28. juni – Rudkøbing

Tirsdag: På Lolland besøgte ve de 2 slotte Pederstrup og Frederiksdal med åbne haver inden vi tog med færgen til Spodsbjerg og landede ved Rudkøbing Vandrerhjem og Camping, hvor vi har været 2 gange før. Pladsen ligger ud til smuk natur lige i kanten af byen, så den er ideel til et par dage med ro og fred.

Onsdag: Der er udsigt til hedebølge og op til 32 grader de kommende dage, så det er med at komme ud og se sig om. Vi kørte til Langelands sydspids og gik en tur rundt ved Gulstav Mose og Gulstav Klint. Der skulle også være vilde heste – Exmoor ponyer, der passer sig selv året rundt. Vi spejdede rundt, men så ingen. Men da vi så kørte derfra ad en smal vej, så var de der pludselig. Flotte dyr.

Torsdag: Det blev endnu varmere, og nu gik turen til Tranekær. For os var den store attraktion Medicinhaverne. Vi har været der for 10 år siden, men nu er de blevet meget større og smukkere. De er 25-30 frivillige, der passer dem, og de har siden 2010 formået at få over 800 forskellige arter til at gro. Ved siden af det har de også etableret et arboret med 60 træer.

I en af haverne faldt vi over en meget interessant historie. I 1967 under Vietnam krigen, bad præsident Ho-Chi-Min fra Nordvietnam den kinesiske regering om hjælp til behandling af malaria, som var meget udbredt i befolkningen. Kineserne satte et stort arbejde i gang med at teste virkningen af forskellige typer naturmedicin. Kinesisk naturmedicin bygger på erfaringer, der går over 2000 år tilbage. Mange febernedsættende medikamenter blev testet på rotter, som man inficerede med malaria. Ekstraktet fra én plante, kinesisk malurt, skilte sig ud, og det førte til opdagelsen af artemisinin, som rent faktisk kurerer sygdommen. Kineserne patenterede ikke metoden, og den er i dag det mest anvendte middel mod malaria, fordi det også er billigt. Opdageren, den kinesiske læge Tu Youyou fik i 2015 Nobelprisen i Medicin for hendes opdagelse.

Fredag: Det blev varmere i dag, så vi søgte ud på vandet. M/S Helge sejler på Svendborgsund 3 gange i løbet af en dag. Vi stod på ved Valdemar Slot og tog hele turen til Svendborg og tilbage. Det var fint.

Lørdag: Denne dag forsvandt nærmest ud af kalenderen. Det var hedebølge, høj luftfugtighed og ulidelig temperatur op til 34 grader, og pludselig, midt på dagen kunne vi se et kraftigt tordenvejr over Ærø, men drev lige forbi, og vi fik bare et par dråber. Ingen udflugter, men vi læste bøger det meste af dagen.

Søndag: Som lørdag, men heldigvis kun op til 29 grader.

29. juni – Galsklint, Lillebælt

Mandag: Så sagde vi farvel til Rudkøbing for denne gang. På vej til Lillebælt slog vi et smut omkring Thurø og vandrede ud til Thurø Rev og strandengen, der støder op til.

Vi skal videre til Århus, men tager lige en overnatning ved Lillebælt.

30. juni-3. juli – Blommehaven, Århus

Tirsdag: Kørte fra Lillebælt til Blommehaven i Skåde Bakker syd for Århus, gik en lang tur langs Århus Bugt og slappede af.

Onsdag besøgte vi Torbens mor ved middagstid og tog derefter ud i Den Gamle By. Det blev et nostalgisk møde med Pouls radioforretning i 1974-afdelingen, hvor vi kunne genkende B&O fjernsynene, Tandberg båndoptagerne, radioværkstedet i baglokalet og udvalget af radiobyggesæt fra Josty Kit. Torbens første radio var netop en selvbygger derfra.

Møntmestergården er også et must. Den blev opført i 1683 i Borgergade 25 i København og gik fra herskabshus til lejekaserne, hvor den i 1944 blev taget ned og gemt væk i et skur på Vestre Kirkegård. Senere genopdaget og genopført i Den Gamle By. Dekorationerne i nogle af rummene er helt fantastiske.

Torsdag regnede og blæste det meget, så det bedste, vi kunne gøre, var at besøge Moesgaard Museum.

Fredag var det igen tid at besøge Torbens mor og ellers bare gå en tur langs bugten.

4.-5. juli – Hobro City Camping

Lørdag: Vi kørte fra Blommehaven, men gjorde holdt ved Århus Dyrehave nær Thors Mølle og gik en tur.

Århus Dyrehave

Derfra videre til Naturnationalpark Fussingø 15 km fra Randers. Det er Danmarks første Naturnationalpark, som blev indviet i 2025. Der skulle gå stude og kronhjorte i indhegningerne, men området er stort, så det er nok ikke så mærkeligt, at vi ikke så dem.

Vi har lidt svært ved at forstå, hvad indhegningerne skal gøre godt for. Man er holdt op med at drive kommerciel skovdrift og vil øge biodiversiteten og eventuelt sikre levesteder for bestemte insekter og fugle, men der er ingen af dem, der har brug for, at området er indhegnet. Tværtimod må det være en stor ulempe for de lidt større dyr, der holder til i området. Nogle kan ikke komme ud, andre kan ikke ikke komme ind.

Vandreturen var en oplevelse, for området og skoven er utroligt smukt med mange træarter i forskellige aldre, dybe slugter, moseområder og vandløb.

Ud på eftermiddagen nåede vi så til Hobro. Campingpladsen ligger ved Mariager Vestfjord, dvs. bag byen. At der lå et kæmpestort vådområde bag byen har vi aldrig bemærket tidligere, selv om vi er kørt igennem byen mange gange..

Vue ud over Mariager Vestfjord og Hobro

Søndag havde vi typisk dansk sommervejr med enkelte byer, vekslende skydække, moderate temperaturer og masser af blæst. Fra campingpladsen er der en vandretur på 2.5 km ud til Fyrkat, som har været vikingeborg opført ca. år 980 under Harald Blåtand. Borgen blev opdaget, da man i 1950’erne begyndte at fotografere fra luften, for den var tilgroet og ikke synlig fra jorden.

Borgen består af en cirkelrund vold med 4 portåbninger, fuldstændig symmetrisk. Inde i borgen kan man på stolpehuller fornemme konturerne af 16 langhuse på hver nøjagtig 28,5 meter, placeret som siderne i 4 store kvadrater. Der er fundet grave fra samme tid, med både mænd, kvinder og børn, og der er fundet meget få våben, så modsat tidligere forestillinger, har den sandsynligvis været almindelig beboelse. Der blev i 1983 opført et langhus uden for borgen sådan som man forestiller sig, at de kan have set ud.

Der findes 2 andre lignende borge i Danmark fra samme tid, nemlig Aggersborg og Trelleborg.

6.-7. juli – Ålborg

Mandag: På vej til Ålborg havde vi købt rundvisning til Torben i koldkrigsbunkeren Regan Vest, der ligger i Rold Skov. Billetten blev booket for 2 måneder siden, og på daværende tidspunkt var alle rundvisninger næsten fyldt op året ud, og det var kun muligt at købe sig ind på rundvisninger, der havde 1 ledig plads.

Bunkeren blev besluttet i 1957, påbegyndt i 1963 og stod klar i 1968. Den kunne modstå et angreb med atomvåben og rummede forsyninger til 4 ugers ophold til 350 personer, havde egen vand- og elforsyning, radiostation, konferencefaciliteter, præst og lægevagt.

Frem til 2003 blev bunkeren holdt i beredskab med alle forsyninger af alt, hvad der tænkes kunne, således at dele af regeringen, statsadministrationen og kongehuset i tilfælde af et truende militært angreb på Danmark med 48 timers varsel kunne forlade deres hjem og kontorer uden at medbringe noget som helst. I 2012 blev det fredet, og det blev besluttet at lave det til et museum, som man i dag kan blive vist rundt i.

Placeringen og funktionen blev holdt dybt hemmelig, og Warszawapagt-landene vidste, at der var noget i området, men ikke hvad og til hvilket formål, så den del af missionen lykkedes. Heldigvis, kan man sige, kom anlægget aldrig i brug, for det ville forudsætte, at en krig faktisk stod for døren.

Rundvisningen var meget spændende og gav et fint indblik i, hvordan der blev tænkt omkring en mulig krig på daværende tidspunkt. Imponerende er også, hvordan alting omkring sikkerhed og selve tilværelsen i bunkeren var tænkt ned i den allermindste detailje.

Der må ikke tages billeder i bunkeren, men man må fotografere med mobiltelefonen ved indgangen og i den 300 meter lange tunnel ind i kernen.

Tirsdag: Shopping og frokost i Ålborg.

8.-16. juli – Svinkløv

Onsdag: Via Nibe og Aggersund kørte vi til Svinkløv Camping, der ligger i plantagen tæt ved badehotellet. Det var meget blæsende, men der ventes varme og mere stille de kommende dage. Plantagen ligger i 50 meters, og der er en stejl skrænt ned til havet herfra.

Torsdag: Vi gik en 5 km lang tur gennem plantagen ud til kysten, ned ad skrænten og tilbage langs vandet til Svinkløv Badehotel, hvor vi spiste frokost. Meget flot tur, godt vejr og god mad.

Fredag, lørdag, søndag, mandag: Vi er ganske enkelt stået af. Der er en fabelagtig smuk natur heromkring, og vi er slet ikke færdig med at udforske området.

Der er også udsigt til hedebølge med over 30 grader i nogle af de områder, som vi kunne tænke os at tage til, og det gider vi ikke. Her siger vejrudsigten mellem 19 og 22 grader frem til fredag, for vinden kommer direkte ind fra havet. Bare 5 km inde i landet er temperaturen 5 grader højere. Vi går stadig en lang tur et par gange om dagen, så der kan dukke et billede op her på siden.

Tirsdag, onsdag og torsdag: Svinkløv Plantage og turen langs højderyggen langs med havet – kaldet Svineklovene på grund af deres facon, der minder og svineklove – var bare så flot, at det blev til mange ture med nye oplevelser og nye veje at gå.

17.-19. juli – Henneby, nær Henne Strand

Fredag, lørdag, søndag: Vi har været her mange gange tidligere. Det, der trækker, er Blåbjerg Plantage, som omgiver Blåbjerg, en 64 meter høj klit midt i plantagen. Som ved Svinkløv er der mange afvekslende stier i plantagen. Desuden er der en stor rideskole med mange heste, som også er værd at se på.

Vi lagde gåturen omkring Blåbjerg, som denne gang var lidt af en skuffelse. Det har tidligere været et fantastisk udsigtspunkt, men nu er de fleste af de omgivende træer så høje, at udsynet er til at overse. Plantagen er stadig det hele værd, og campingpladsen er i top.

20. juli – Århus

Mandag: Nu havde vi lyst til at komme hjem, så vi lagde vejen omkring Århus.

På vej dertil gik vi en tur ved Bølling Sø, der ligger lidt vest for Silkeborg. Turen rundt er på 12 kilometer, men vi gik kun de første 3 kilometer og vendte om ved det sted, hvor Tollundmanden blev fundet i begyndelsen af 1950’erne. Der er en planche, og der er en stand med indtalte forklaringer, man kan lytte til. Meget interessant.

21. juli – Hjemme igen

Vi tog over med Molslinjen ved middagstid og var hjemme igen ud på eftermiddagen efter 5 ugers Danmarkstur. Tak for denne gang.


7.-12. august – Ærøskøbing

Fredag den 7. august tog vi af sted igen på en 14-dages tur, denne gang startende i Ærøskøbing. Der var udsolgt på færgen indtil klokken 19:00, så vi gav os god tid i løbet af dagen, holdt pause i Korsør og gik en tur på Natur-rastepladsen. Man drejer af ved den allersidste afkørsel inden broen, krydser motorvejen og parkerer på parkeringspladsen ved benzintanken.

PÅ Naturrastepladsen kan man finde et borehoved fra de boremaskiner, der i sin tid blev brugt til at bore tunnellen under Storebælt, og der er også lavet en portal af de cementforinger, som er brugt til at sikre tunnelrøret. Alt i alt giver det et lille indtryk af den beundringsværdige teknik, der har været på spil. Fra pladsen er der en fin vandresti til Korsør og i den anden retning kan man gå ud til den gamle Halsskov Færgehavn, hvor der er resterne af et enkelt færgeleje.

Vi ankom til Ærøskøbing Strandcamping ved 20:30-tiden

Lørdag: Vi gik ud til Urehoved og tilbage til Ærøskøbing langs stranden og gik rundt i byen. Byen er gammel, men de smukke – og berømte – huse er fra 1700-tallet, da Ærø var en del af hertugdømmet Slesvig. Efter nederlaget til Østrig og Preussen i 1864 var det kun en tilfældighed, at Ærø ikke fra 1864, sammen med Sønderjylland, blev en del af Preussen. Øen blev overført til Kongeriget Danmark i bytte for de kongerigske enklaver, der var områder i Sønderjylland, som ikke var en del af Slesvig.

Også de små huse ved stranden er berømte for deres farvepragt.

Om aftenen oplevede vi en aldeles pragtfuld solnedgang.

Søndag og mandag: Flere vandreture omkring Ærøskøbing, og ellers læste vi bare eller dasede.

Tirsdag: Vi kørte til Marstal, købte ind og gik en tur langs havnen. Marstal er en helt anden by end Ærøskøbing, fordi der fra gammel tid har været tradition for at bygge sejlskibe, som sejlede på langfart over Atlanterhavet med fragt. Vi læste, at i 1905 var der således 300 skonnerter, der var hjemmehørende i Marstal med kaptajn og øvrig besætning derfra.

Der er stadig et stort yachtværft, som også bygger motorbåde efter kundernes ønsker, og der er gode fiskerestauranter for turisterne.

Over for søfartsmuseet ligger en plads, det tidligere Erichsens Værft, hvor man i sin tid byggede skibene direkte på stranden. Her var et skrog, hvor man virkelig kunne se, hvor mange spanter, der er i et oceangående træskib, og hvor tæt de sidder, og hvor kraftigt træ, der skal bruges. Imponerende!

Lige i nærheden var også den sødeste lille jagt med navnet De 4 Brødre, der ejes af Nationalmuseet og som vedligeholdes af en lokal gruppe af frivillige.

Lystbådehavnen er den største, vi har set i Danmark.

Onsdag: Der er 2 busser på Ærø. De kører fra hhv. Søby og Marstal klokken 5 minutter i hel time, mødes i Ærøskøbing klokken 20 minutter over, når Ærøfærgen fra Svendborg kommer ind og fortsætter videre til hhv. Marstal og Søby, hvor de ankomme 10 minutter i, vender og kører tilbage. Og de er gratis for alle.

Så vi tog bussen mod Søby, stod af ved Søbygård og gik langs Vitsø Nor ind til Søby, hvorfra vi tog bussen tilbage. Vitsø Nor var i stenalderen en lille fjord, men i 1700-tallet sandede åbningen til, og det blev til en sø. Fra 1836 blev søen delvist afvandet af en vindmølle, så man kunne dyrke agerbrug, og 1960 blev den helt tørlagt, men de små landbrug blev efterhånden lukket og dyrkning urentabel. I 2009 blev hele området fredet, søen er siden genetableret, og Aage V. Jensens udfører naturpleje og har anlagt stier.

Det var i det smukke landskab, vi gik de 6 km fra Søbygaard til Søby.

Vi passerede Søby Mølle, som lå på en bakketop i udkanten af byen. Den var lidt speciel, for hele møllen var nemlig tækket med strå.

Og så var der jo solformørkelse om aftenen. Desværre var der tynde fjerskyer, som slørede udsynet til den formørkede sol, men det lykkedes alligevel at tage et par billeder.

13.-14. august – Thurø