Sensommer 2024

Efter at have tilbragt juli hjemme i Hellebæk er vi nu på farten igen. Vi skal først 10 dage til Bornholm, derefter hjem til en 18-års fødselsdag og derefter drager vi til Jylland indtil midten af september, hvis vejret tillader det.

11. august 2024 – Kåseberga i Sverige

Vi skal sejle til Rønne fra Ystad i morgen klokken 16:30. det var den eneste mulighed, selv om vi bookede for 14 dage siden. På samme måde er det også bestemt, at vi skal tilbage den 22. august klokken 16:30 fra Rønne. Hver eneste dag fra 19. august til 21. august var fuldt booket, og der var ikke en eneste plads på færgen. Forhåbentlig handler det kun om den kvote, der er tildelt autocampere. For almindelige biler er der stadig plads på alle afgange. ja, så lærte vi også dét.

Vi kørte hjemmefra midt på eftermiddagen, simpelthen for bare at komme af sted og ligger i skrivende stund på en autocamper plads sammen med 40 andre campere i Kåseberga, ca. 25 km fra Ystad. Stedet blev valgt for sin nærhed til Østersøen, men da vi nåede hertil opdagede vi, at der 1 kilometer herfra ligger noget, der heder Ales Stenar. Det er en skibssætning fra før år 600 bestående af 59 megastore sten, hentet op 30 km herfra og placeret i en 70 meter lang og op til 19 meter bred formation som et skib. Geometriske opmålinger af skibssætningen har vist, at konstruktionen har stor lighed med det verdenskendte monument Stonehenge i England (citeret fra lex.dk), så den skal vi ud og se i morgen..

Her er de så, Ales Stenar – en imponerende formation, og stenene står i fuldstændig præcis afstand fra hinanden.

12. – 21. august 2024 – Lyngholt Camping

Lyngholt Camping ligger 3 km fra Hammershus, og man kan gå dertil fra pladsen. Pladsen er fra 1963, men den er velholdt og faciliteterne er i top. Netop ankommet har vi ingen planer for de næste par dage ud over at gå ture i området.

Vi ankom mandag, og som sagt slappede vi af de næste par dage, læste bøger og gik ture i området, som er skovbevokset – eg, bøg, rønnebær, bævreasp, birk, fuglekirsebær – og med underskov af kongebregner, græs, blåbær, lyng og mange andre planter.

Onsdag erfarede vi, at der er Wonderfestiwall ved Hammershus med koncerter af danske kunstnere fra tidlig eftermiddag til ud på natten torsdag, fredag og lørdag, og det giver meget liv på campingpladsen. Og det forklarer også, hvorfor der er så højt booket på færgen herfra fra søndag og frem.

Torsdag formiddag kørte vi til Dueodde og besøgte på vejen Ny Kirke, som er en af Bornholms 4 rundkirker. De 3 andre er Nylars, Olsker og Østerlars, den sidste er den største og vistnok den ældste – dvs. fra 1150.

Fredag var tid til besøg på Hammershus. Vi har været her flere gange, men der er kommet et besøgscenter, som ligger perfekt skåret ind i klippen 200 meter fra ruinen. Man kan ikke se det før man står ved siden af. Herfra er der panoramaudsigt til slottet. Det er et flot center, og det har allerede modtaget flere arkitekturpriser.

Lørdag blev igen en udflugtsdag. Vi besøgte først Østerlars rundkirke, som er øens største og også den mest besøgte. Vi erfarede fra damen, der modtager entréen på 25 kr., at der kommer 4-500 besøgende på en almindelig dag i august, så det bliver ganske mange i løbet af året.

I rundingen i skibet er der en frise med gamle kalkmalerier med Jesu liv og død. Den slutter med dommedag, hvor han dømmer levende og døde. Det er grumme billeder, som nok har kunnet sætte en skræk i livet på folk i middelalderen og få dem til at følge kirkens bud.

Om aftenen var vi på solnedgangssejlads fra Gudhjem til Helligdomsklipperne med M/S Thor. Turen varede en time og vi fik en smuk oplevelse, hvor vi så Gudhjem og kysten til Helligdomsklipperne fra havsiden. Solnedgang fik vi også, men på grund af tidspunktet på sommeren går solen altså ikke ned i havet, men inde over Bornholm. Også det var imidlertid spektakulært, for fra observationspunktet var det lige over Hammershus, hvilket man også kan ane på billedet.

Søndag kørte vi til Døndalen, som strækker sig halvanden kilometer ind i landet. Her er et lille vandfald – vistnok Danmarks største – og efter mere end en uge uden regn var det ikke imponerende, men stadig smukt.

Mandag blev der vasket skjorter og T-shirts, og så fandt vi vej til Ravnedalen – en sprækkedal godt en kilometer fra campingpladsen.

Tirsdag gik vi de 3 kilometer ud til Hammershus og tilbage igen.

Og så blev det onsdag, hvor vi kørte ud til Ringbakkebruddene. Det er et kæmpestort område syd for Vang, hvor man i tidens løb har hentet granit til blandt andet Christiansborg, Københavns Rådhus og Storebæltsbroen. Det blev nedlagt i 2004 og er i dag fredet naturområde.

22. august 2024 – Trelleborg

Torsdag den 22. august var afgang fra Bornholm. Lyngholt Camping var lige noget for os, fordi der var så mange kortere og længere vandrestier med start lige i nabolaget eller direkte fra pladsen. Komfort og faciliteter er også helt i top.

Afgang mod Ystad klokken 16:30, ankomst 17:50. Overnatning 1 nat havde vi booket på en standplads ved Trelleborg Golfklub. Stedet var okay, men det blev kun til 1 nat, for de 10 campere stod tæt, og golfbanen var ikke ideel at gå tur på.

23. – 24. august 2024 – Heatherhill

Vi skulle til 18 års fødselsdag i Smidstrup lørdag den 24., og i stedet for at tage hjem, tog vi til DCU-campingpladsen ved Heatherhill tæt ved Rågeleje. Vi har været der mange gange indtil for ca. 10 år siden, men holdt op, fordi brusebadene har nærmest kogende vand, og man kan ikke regulere (i dag gjaldt det kun hos damerne, hos mændene var der almindelige brusebatterier). Ellers er faciliteterne meget fine.

Vi skal være i Århus torsdag den 29. Efter fødselsdagen bestemte vi os søndag for at køre til Kalundborg og derfra sejle til Samsø. For pensionister, er det en god handel. Autocamperen sejler til Samsø for 360 kroner og videre til Hov syd for Odder for 361 kroner, og så har vi sparet gebyret til Storebæltsbroen og den lange kørsel over Fyn. Så her på Klitgaard Camping bliver vi til onsdag og får også vasket tøj.

25. – 27. august 2024 – Nordby på Samsø

Her er ikke så meget at fortælle. Vi ankom, fik vasket tøj og vandrede alle dage en lang tur langs den østlige strand nord for Nordby.
Vi har ellers ikke været ude i Nordby Bakker, for det var vi sidste år, og dog opdagede vi i år et nyt sted, nemlig Heden et kilometer syd for Mårup ud mod Langør. Det er lynghede, men der er også områder med spredt bevoksning af røn og andre mindre træer.

28. august 2024 – Saksild Strand

Fra Samsø tog vi til Saksild Strand ved Odder. Campingpladsen og stranden er rigtig fin og velholdt og kan anbefales, men var det kun, fordi det egentlige mål var Blommehaven syd for Aarhus, som vi ikke ville kunne nå frem til før de lukkede receptionen.

29. august – 1. september – Blommehaven

Vi ligger på DCU-campingpladsen Blommehaven syd for Aarhus fra torsdag til mandag på grund af møde med Torbens mor og familiekomsammen på søndag. Som tidligere i år lykkes det os at komme til et sted, hvor der sker et eller andet stort i byen – i dette tilfælde Aarhus Festuge – uden at vi egentlig har tænkt os at deltage, men det reducerer vores muligheder for at nyde byen og området sådan som vi havde tænkt os.

Fredag: Vandretur ved Moesgaard Strand og Skovmøllen.

Lørdag gik vi en anden rute, som bragte os til Moesgaard Slot.

På vejen tilbage til campingpladsen slog det os, hvor meget byen havde forandret sig siden vi boede her i begyndelsen af 90’erne. Dengang kunne man fra Blommehaven tydeligt se Århus Domkirke. I dag kan den stadig skimtes, hvis man kigger godt efter, men ellers er byens silhuet plastret til med højhuse, som tilsyneladende er lagt uden nogen æstetisk plan.

2. – 4. september 2024 – Silkeborg

Vi var også ved Silkeborg sidste år, for pladsen ligger vidunderligt lige syd for byen mindre end 100 meter fra Remstrup Å, som er den gren af Gudenåen, der løber gennem byen og er første stop på turen med Hjejlebådene til Himmelbjerget. Her er vand, skov og masser af glade mennesker.

På vejen dertil lavede vi et stop i Dyrehaven ved Skanderborg Sø. Vi har aldrig været der før, men turen langs søen skulle lige testes. Det var lidt af en skuffelse, for selv om stien går langs med vandkanten, kan søen ikke ses for høje tagrør.

Men der var alligevel en overraskelse, for stedet har den historie, at det under krigen blev beslaglagt af tyskerne, som her etablerede hovedkvarter for Luftwaffe i 1944.

Måger optræder gerne i flok

5. – 8. september 2024 – Galsklint ved Middelfart

Også her har vi været flere gange før, og det lykkes os altid at få en plads i første række ned til Lillebælt, 50 meter fra vandet.

Pludselig kom Kongeskibet Dannebrog forbi.

Det blev til 4 gode gode dage i Middelfart med temperaturer op til 28 grader. Den sidste nat regnede det kraftigt, men det klarede op medens vi pakkede sammen. Da vi efterfølgende kørte hjem fik vi regnen en gang til.

Vi takker nu af efter 4 ugers camping. Bilen fik yderligere 1600 kilometer på tælleren og dieseløkonomien var fin – 11,9 km pr. liter. Den er gjort klar til vinteropbevaring og nye ture næste forår.